Vester Krogsgaard. Økologisk kød

Gå til indhold

Hoved menu

Velkommen til Vester Krogsgaards hjemmeside
Efterår-vinter 2018

Året går på hæld, og de mange timer udendørs i haven sommeren igennem, begynder nu at blive afløst af timer foran brændekomfuret i køkkenet, hvor vi evaluerer, brainstormer, træffer beslutninger og planlægger nye tiltag til den kommende sæson. Inden da høster vi frugterne af arbejdet i haven, og har masser af bær, most, marmelade, æbler, gulerødder, rødbeder og kød på lager, så nu kan vinteren bare komme an.


I år prøvede vi at have et hold økologiske ænder, som vi slagtede i oktober. Vi afprøvede 4 forskellige racer (rouen, sachsen, mullard og moskus), og er lige nu i fuld gang med at prøvesmage dem samt evaluere på, hvilken race vi skal gå videre med i en reel produktion. De smager fantastisk, og der er ingen tvivl om, at vi skal have økologisk and fra Vester Krogsgaard til jul! Du kan se hvordan det gik for sig, da vi slagtede ænderne, i afsnit 8 af "Tilbage til rødderne" fra TV Midtvest. Det og de andre afsnit kan ses her:  https://www.tvmidtvest.dk/tilbage-til-rodderne/tilbage-til-rodderne-13?autoplay=1#player

I starten af november kom vores 16 stude, køer, kalve og tyre ind i stalden for vinteren. Herinde går de i dybstrøelse og får masser af lækkert økologisk hø fra vores egen eng og marker. Den varme sommer betød for os, at vi i år kunne slå hø på områder af vores eng, som vi normalt ikke kan komme ned til, da dele af vores eng er for våd til at køre på med store maskiner. Det var muligt i år, hvilket vores køer kommer til at nyde godt af hele vinteren, indtil de igen kan komme på græs til foråret.
HUSK at vi i november og januar får slagtet tyrekalve og stude, så hvis du vil være sikker på at få lækkert økologisk kød i fryseren, er det nu, du skal kontakte os.



Tiden er nu også inde til at have økologisk pyntegran på slæden oppe ved vejen (25kr. pr. bundt), og det er hver dag muligt at komme og fælde sit eget økologiske juletræ, som vores kyllinger har luget og gødet sommeren igennem.  

Med venlig hilsen
Lotte & Kristian Pilgaard

Husk - vi har altid åbent i vores lille gårdbutik, hvor du kan finde økologisk hakket oksekød og økologiske kyllinger på frost. Du kan også   bestille her på siden.

Kig endelig forbi!

Vi vil meget gerne have feed-back; både på bestillingsmodulet og mere generelt  -så lad os endelig vide, hvis I har input.
Se billeder af alle dyrene på vores Facebookside - bare søg på Vester Krogsgård

I kan også følge os på facebook.  Klik her


Kristian Pilgaard. Tlf. 24404581. kristianpil@hotmail.com. CVR.33326041. CHR.63388

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu